Forside

Sea-Otter

Sea-Otter JM975, der senere fik nr. 81-804

Supermarine Sea-Otter fremkom som en videreudvikling af, og afløser for, den hæderkronede Walrus i følge specifikation S.7/38 og prototypen fløj første gang i august 1938, men specifikationen blev opgraderet til S.14/39 og endelig til S.12/40 efterhånden som designet blev forbedret. Første produktionseksemplar blev færdiggjort 30. juli 1943. Sea-Otter mk II, der var en air-sea rescue version kom i service ved RAF Coastal Command i slutningen af 1943, mens mk I, der var en hangarskibsbaseret version til Fleet Air Arm, først kom i service i november 1944. Da produktionen sluttede i juli 1946 var der i alt bygget 290 eksemplarer. Til trods for den ret store lighed mellem Walrus og Sea-Otter, var der i virkeligheden tale om en helt ny type med nye vinger, andet motorarrangement, ændret haleparti og længere, dybere krop. 

Da dansk militærflyvning skulle genetableres efter krigen var det især engelske flytyper, der blev anskaffet, og blandt dem var i alt syv styk Sea-Otter mk I. Denne flytype udmærkede sig blandt andet både ved at være den sidste biplan type der blev anskaffet og (sammen med Oxford) første med optrækkeligt understel i brug i dansk militærflyvning, det vil sige både afslutningen på én æra og begyndelsen på en anden. Sea-Otter blev anskaffet til brug for søredningstjeneste og til omskoling af piloter til søfly (med henblik på at fortsætte videre til Catalina), og blev af en del piloter anset for at være et ubehageligt bekendtskab. Dette var nok især på grund af at motorens placering var væsentligt højere end flyets tyngdepunkt, hvilket giver lidt specielle flyveegenskaber. Det var dog formentlig blot et spørgsmål om at lære flyet at kende, for andre piloter var tilsyneladende godt tilfredse med at flyve Sea-Otter. 

De danske Sea-Otter maskiner var som ovenfor nævnt bygget til Royal Navy, men var i slutningen af krigen blevet overført til RAF. Flere af de danske maskiner vides at have været brugt af No. 281 Squadron, men da flyene blev udtaget til salg til Marinens Flyvevæsen, befandt de sig hos No. 15 Maintenance Unit på RAF Wroughton i Wiltshire. De fire første (JM807, JM809, JM975 og JM980) blev leveret den 19. december 1946, hvor de ankom til Luftmarinestation København (Margretheholm), herefter én (JM833) den 26. januar 1947 og til sidst to (JM958 og JM978) der først ankom den 22. november 1947. Yderligere blev en enkelt ikke-flyvedygtig (JM943) leveret som reservedele. Da maskinerne ankom til Danmark var de udrustet med bombeholdere til lette bomber eller dybdebomber under vingerne og to styk Vickers 7,9mm type K maskingeværer, men så vidt det er undertegnede bekendt, blev bevæbningen ikke brugt i dansk tjeneste. Derudover var der monteret ASV mk II radar (Air-to-Surface Vessel) med en antenne monteret på hver af de to forreste, yderste vingestivere. ASV radaren blev dog demonteret kort tid efter modtagelsen, da man ikke endnu havde forstand på brug og vedligehold af dette udstyr, men senere i 1947 / 48 blev den atter monteret, for blot at blive fjernet igen efter forholdsvis kort tid, fordi den var stærkt forældet.

Sea-Otter JM809 (senere nr 81-801)

Ved ankomsten til Danmark indgik Sea-Otter i SAR-gruppen, idet der endnu ikke var etableret nogen egentlig organisation i Marinens Flyvevæsen, og da PBY-5A Catalina ankom i juni 1947 indgik disse også i denne gruppe. Den 15. oktober blev Transport- og Træningsgruppen slået sammen med SAR-gruppen, og herefter blev den samlede enhed benævnt 1. Luftflotille. Efter Flyvevåbnets oprettelse den 1. oktober 1950 blev organisationen endnu en gang lavet om og den 8. februar 1951 omdøbtes 1. Luftflotille til Eskadrille 721. 

Sea-Otters og Catalina i Ålborg ca. 1951

Sea-Otter havde ikke nogen udpræget lang serviceperiode i Danmark – den sidste (nr. 802) blev taget ud af drift den 3. maj 1952. Den korteste driftstid stod JM807 dog for – den havde kun været i brug i knapt en måned, da den efter en mislykket landing på vandet (“begyndende galopering”) den 12. januar 1947 måtte tages ud af drift, da næsen var blevet stærkt beskadiget og det ikke kunne betale sig at reparere den. Udover dette uheld, var der heldigvis ikke nogen egentlige havarier. Når man tager de lidt specielle flyveegenskaber og øvrige forhold i betragtning, var det vel egentlig en rimeligt god havarirate. 

Sea-Otter under start

Sea-Otter (s)low-pass (bemærk at der kun er flaps på overplanerne)

Da man ændrede nummersystemet for danske militærfly i 1948, fik Sea-Otter tildelt typenummer 81 og de individuelle numre 801 til 806. JM807 blev tilsyneladende tildelt nummer 81-807, men da det nye nummersystem først blev indført cirka et år efter havariet, må nummeret være blevet tildelt “posthumt” – det kan i hvert fald ikke have været brugt mens flyet var i drift. Det udrangerede fly, blev dog opbevaret et stykke tid til brug som “reservedelslager”. De sidste Sea-Otters endte deres dage på Flyvestation Værløse, hvor de blandt andet blev brugt som legeredskaber for feriedrenge (feriedrengeordningen eksisterede i 50´erne og 60´erne til stor glæde for flyveinteresserede skoledrenge). Desværre var der ingen der sørgede for at bevare en maskine til museumsbrug, hvilket må siges at være virkelig ærgerligt, det kunne have været en spændende type at have udstillet. 

Sea Otter 81-806 (ex JM980)

Bemalingen af Sea-Otter er et lidt indviklet emne. Da maskinerne oprindelig var bygget til Royal Navy, kunne man formode at de ville være camoufleret i Dark Slate Grey og Extra Dark Sea Grey, men meget tyder på at de var malet med Dark Green og Ocean Grey, hvilket var RAF farver. Sandsynligvis er de blevet malet om ved overdragelsen til RAF. Dette kan muligvis også forklare det faktum at mønsteret varierede meget kraftigt fra fly til fly. Normalt var fly hos Fleet Air Arm (Royal Navy) som sagt malet i Dark Slate Grey og Extra Dark Sea Grey, men både farvebilledet af 81-802 i ”Forsvarets fly efter 1945” og de mange sort-hvide billeder der findes af Sea-Otter, tyder mere på RAF farver, da Dark Slate Grey var en meget grålig grøn farve (på sort-hvide billeder optræder Dark Slate Grey næsten uden kontrast til Extra Dark Sea Grey, og flyet kommer derved til at se næsten ensfarvet ud i modsætning til fly malet med Dark Green / Ocean Grey).

Det er rimelig sandsynligt at undersiden var Sky, da et af de besætningsmedlemmer, der fløj med Sea-Otter i Flyvevåbnet har fortalt mig at undersiden var ”lyseblå”. Sky var også standard farve på undersiden af Fleet Air Arm fly, men også Light Sea Grey og Medium Sea Grey kan have været brugt. Førnævnte besætningsmedlem har også fortalt at når man skulle male et fly efter en reparation eller lignende, brugte man ikke nødvendigvis den korrekte farvenuance, men blot hvad der var ved hånden, og oven i købet fulgtes de oprindelige farvegrænser heller ikke altid så nøje. Farvebilledet af 802 nedenfor bekræfter jo også denne påstand, da der i hvert fald helt tydeligt er brugt to forskellige grønne nuancer på bagkrop og haleparti. 

Det virker heller ikke usandsynligt, at det måske vil vise sig om nogle enkelte af maskinerne har været malet med for eksempel Dark Slate Grey / Extra Dark Sea Grey i stedet for Dark Green / Ocean Grey (eller måske endda en kombination af flere af disse farver på èn gang!), da det vides at man ikke altid fik malet alle fly om i de korrekte farver hos RAF når der indførtes nye bemalingsdirektiver eller når fly blev overført til anden tjeneste, hvilket ofte medførte at direktivet forlangte andre farvenuancer. Hos både RAF og Fleet Air Arm var det reglen at der skiftedes mellem de nævnte farver, alt efter om flyet var landbaseret eller skibsbaseret. (Dette var dog kun en hovedregel – der fandtes også undtagelser fra dette!). For yderligere at forvirre billedet kan det nævnes at Fleet Air Arm biplaner normalt var malet med lysere nuancer (Slate Grey og Dark Sea Grey) på oversiden af underplanerne og ofte også på den nederste halvdel af fuselagesiderne). 

Det eneste der kan siges med ret stor sikkerhed er, at de bemalingstegninger der hidtil har været offentliggjort (Tage Larsens af JM975 og Wilhelm Willersteds af 805) er ukorrekte, og det samme gælder også for modellen af JM975, der hang på Flymuseet i Billund. På modellen af JM975 er brugt en grøn og en grå nuance der kunne minde om Slate Grey og Sea Grey, men i temmelig lyse toner. Om Marinen/Flyvevåbnet eventuelt har malet maskinerne helt eller delvist om (som det jo var tilfældet med andre typer importeret fra England) vides ikke, men dette kan ikke afvises. Hvis dette sidste er tilfældet er der sandsynligvis brugt nuancer der svarer til Dark Green og Ocean Grey, da disse farver også blev brugt til Spitfire, og Dark Green blev yderligere brugt på Oxford, Harvard og Proctor i samme periode. 

Numre og nationalitetsmærker var i begyndelsen anbragt på samme måde, som det var standard hos RAF, det vil sige med serienummer med små typer på bagkroppen og med store typer under vingerne samt med små kokarder på bagkroppen og store kokarder på den yderste del af vingerne. Splitflaget var på dette bemalingsskema anbragt på halefinnen under haleplanet. Ved indførelsen af de danske numre i 1948 blev en mellemstor kokarde anbragt på forkroppen og nummeret påført halefinnen, hvor splitflaget havde siddet, nummeret blev yderligere påført i små typer på næsen. Splitflaget flyttedes op over haleplanet og blev samtidig lidt større, mens numrene under vingerne forsvandt. Kokarderne på vingerne forblev uændrede. 

Sea-Otter 81-802 (ex JM833) ved rampen på Luftmarinestation København (senere kaldet Margretheholm)

Flere billeder har vist Sea-Ottere med nogle felter på vingerne i afvigende farver, således ses 802 med et par rødlige felter ovenpå overplanerne i “Forsvarets fly efter 1945”. Disse felter er ganske givet reparationer af lærredsbeklædningen, og farven må skyldes den dope, der blev brugt til reparationen. Disse felter var således ikke en del af bemalingsskemaet, men blot en midlertidig foreteelse, der forsvandt når man fik lejlighed til at male med de rigtige farver.

Følg dette link til Sea-Otter bemalingstegninger. Disse tegninger er blevet til på et tidspunkt, da Aeroclubs Sea-Otter model var den eneste der fandtes på markedet i skala 1/72. Senere er Azur fremkommet med et væsentlig bedre byggesæt, det fås endda i en version med danske mærker (hvilket undertegnede i al beskedenhed (!) har leveret dokumentation til). Dette sær kan absolut anbefales!

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: