Forside

Spitfire billeder

Fra begyndelsen var de danske Spitfires i standard RAF-bemaling Dark Green og Ocean Grey på oversiden og Medium Sea Grey på undersiden med de engelske serienumre i sorte typer på bagkroppen. Kokarderne var malet direkte ovenpå de engelske mærker. Propellens spinner var efter al sandsynlighed Sky, da det var RAFs standardfarve. TA812 og RK889 herunder er fine eksempler på denne bemaling:

Spitfire HF IXe TA812 set fra den anden side. Bemærk at denne maskine har en “whip” antenne og ikke den normale antennemast. Det var vist ellers kun maskiner med tear-drop canopy, der havde dette?

Spitfire HF IXe TA812 denne gang set lidt fra oven

Spitfire HF IXe RK889

Se her for en lille baggrundshistorie for RK889.

Spitfire HF IXe PT931. Dette fly har Sky halebånd.

Nogle fly havde yderligere et Sky bånd om bagkroppen, hvilket også var en RAF standard og selvom dette ikke længere var standard ved krigens slutning, så havde langt fra alle fly fået fjernet dette bånd. På PT931 kan man se et eksempel på dette:

Ukendt Spitfire HF IXe

Af en eller anden grund er det ret svært at finde et godt billede af den oprindelige bemalin set fra højre side, men her er i hvert fald et rimeligt billede af en ukendt maskine fra denne side:

Endelig havde enkelte fly også serienummeret malet på undersiden af vingerne. Dette var en relativt ny standard hos RAF, indført lige omkring slutningen af krigen, men bestemt ikke gennemført konsekvent. PT907 var et af de fly, der havde nummeret på undersiden (og også Sky halebånd):

Spitfire HF IXe PT907. Bemærk at dette fly har serienummer påført på undersiden af vingen.

Omkring 1948-49 indførtes danske numre i hvide typer, påført lidt bag ved kropskokarden med typenummeret (41) i små typer over det midterste ciffer. Tilsyneladende nogenlunde samtidig med dette blev den inderste halvdel af spinneren malet sort. Her ses en række Spitfires fra Hærens 4. Eskadrille,  der også havde malet tegneseriefigurer på deres fly:

Spitfire 404 (Store Stygge Ulv) 412 (Mickey Mouse) med flere fra 4. Eskadrille

Til sidst i Spitfrens “karriere” i Flyvevåbnet blev der indført en ny bemaling, hvor camouflagemønstret blev ændret lidt – særligt bagkroppen fik ændret mønstret. Samtidig indførtes en ny placering og størrelse (lidt mindre) af kropskokarden og nummeret blev rykket lidt bagud. Spinnerens farve blev ændret til som standard at have samme grønne farve som den grønne camouflagefarve. Det er dog vigtigt at pointere at der findes adskillige undtagelser og variationer i de ovennævnte bemalingstemaer! Her er et eksempel på det sene skema med den grønne spinner, flyne er fra Eskadrille 725, der forsyned deres fly med en tegning af Trolden Teddy, der også indgik i Eskadrillens mærke i ændret form senere, da man fik F-84G Thunderjet (429 er forrest, dernæst ses 421, der også havde en tegning af Anders And med legetøjsfly og – hangarskib):

Spitfire 429 og 421 med flere, Eskadrille 725

Spitfire HF IXe 407

Her ses det reviderede camouflageskema, først 407 set fra venstre side:

Spitfire HF IXe 407

Og så samme fly fra højre, endda i farver(!):

Når man sammenligner disse to billeder med dem der ses højere oppe i teksten, ses det ret tydeligt at der er en del ændringer i mønsteret.

Selv om den skulle være grøn ifølge det nye bemalingsskema, så var spinnerfarven dog et kapitel for sig, for der var flere andre varianter, især var der flere fly med (formentlig) rød/gule spinnere, men også andre versioner er set, ligesom nogle maskiner beholdt den tofarvede sort/Sky spinner i noget tid efter ommaling i det nye skema.

Til sidst et par billeder visende oversiden (dette syn var ikke sjældent forekommende!). Først en ukendt maskine i den tidlige bemaling med Sky spinner og halebånd:

Ukendt Spitfire gået på næsen

Her er 430 så i samme positur, her ses den sene bemaling med den grønne spinner og lettere ændret camouflagemønster:

Spitfire 430 på næsen

Bemærk også de forskellige “buler”, der ses på oversiden af vingerne – der er et par stykker mere på 430 end på den ukendte på det foregående billede. Placeringen af den største af bulerne er meget typisk for fly med E-vinger, over 20 mm kanonen, der i denne vinge sad i yderste position. På en C-vinge (dem havde Flyvevåbnet ikke nogen af) sad kanonen i inderste position og den tilsvarende bule sad derfor også lidt længere inde på vingen. På dette billede af 430 har den dog fået demonteret kanonerne, hvilket ses af den ret korte stump, der rager ud fra vingeforkanten, hvor man normalt ville se et længere løb stikke ud. Den inderste, temmelig flade, bule indikerer en ændring, der blev lavet  af vinklen på understellets montering. Understellet blev drejet lidt for at optimere det til landinger på baner med fast underlag (til forskel fra græsbaner), hvilket betød at befæstigelsen i vingen måtte ændres og derved kom til at rage lidt højere op. Om denne ændring generelt blev indført på danske Spitfires har jeg ikke kunnet få bekræftet, men noget kunne tyde på det.

Spitfire PR. XI var helt anderledes bemalet, nemlig ensfarvet PRU Blue over det hele. Også disse tre maskiner havde oprindeligt engelske serienumre påmalet, men fik også danske numre i hvide typer omkring 1948-49. Her først PL794, der tilligemed også havde serienummeret malet på undersiden af vingerne:

Spitfire PR XI PL794

Spitfire PR XI PL794

Bemærk at der ikke oprindeligt var kokarder på undersiden af vingerne på dette fly. Nr 452 ses herunder med de danske numre, bemærk her at nummeret er gentaget ovenpå højderoret – denne specialitet er vist ikke set på nogen andre fly!

Spitfire PR XI 452

Flyvevåbnets bemalingstegninger til den sene – danske – camouflagevariant, dateret oktober 1949:

Æ1003-4 Spitfire IX Camouflering

Æ1003-5 Spitfire IX Nationalitetsmærker

Æ1003-6 Spitfire IX Udvendige påskrifter

6 kommentarer (+add yours?)

  1. Flemming Hansen
    feb 08, 2012 @ 09:08:04

    Super billeder Michael – mere! 🙂

    Svar

  2. Thomas Lundgren
    mar 22, 2012 @ 14:44:57

    Herlige billeder og så i en rigtig høj kvalitet – mere

    Svar

  3. Claus Gustafsen
    apr 08, 2022 @ 13:58:51

    Er der nogen der ved om de danske PR-XI fløj med kameraer under vingerne? Og i så fald om det altid var begge vinger, eller altid den samme side, hvis der kun var en?

    Svar

    • Michael B.J.
      apr 08, 2022 @ 14:38:19

      Der ingen af de billeder jeg har af de tre fly, hvor der ses kameraer under vingerne. Det var vist heller ikke så mange PR.XI, der havde denne installation, der hovedsageligt var beregnet til foto i lavere højde.
      Jeg er helt sikker på, at denne kamerainstallation ikke blev brugt på de danske fly.

      Svar

Skriv en kommentar