Forside

Lidt om Spitfire 420 (RK889)

Alle fly har jo en historie, kortere eller længere, interessant eller mindre interessant. Spitfire 420 har vist sig at være en af dem, der har en lille baggrundshistorie, der næsten ved en tilfældighed er dukket op. Min kollega Michael Sundsig har på sit website http://www.spitfire.dk/ gjort opmærksom på at RK889, som 420 oprindeligt hed, oprindeligt er en af de såkaldte ”presentation Spitfires” med navnet ”EDMONTON II”, dvs. en maskine, der blev delvist finansieret af indsamlede midler og navngivet af indsamlerne, ligesom de tre danskfinansierede Spitfires ”SKAGEN Ind”, ”NIELS EBBESEN” og ”VALDEMAR ATTERDAG”.

Jeg blev interesseret i at se om jeg kunne finde noget mere om maskinens historie og minsandten om det ikke viste sig at der var lidt at hente: RK889 blev navngivet ”Edmonton II” af byen Edmonton i Canada, der indsamlede 25.000 canadiske dollars (lidt over 5.000 britiske pund efter datidens valutakurs). Dette var -som navnet næsten antyder – dog ikke den første Spitfire man i Edmonton var med til at finansiere: Den 3. september 1940 sendte bystyret i London-bydelen, Borough of Edmonton et telegram til bystyret i Edmonton, Alberta, Canada og spurgte om byen i Canada af samme navn ville hjælpe med til at samle penge ind til en Spitfire. Battle of Britain var på sit højeste på dette tidspunkt, så det var ikke noget problem at få opbakning til ideen og en indsamling blev sat i gang blandt canadierne. Både organisationer og enkeltpersoner donerede penge til indsamlingen og den lokale avis bragte daglige opdateringer på det indsamlede beløbs størrelse. Den 24. oktober var der samlet over 30.000 canadiske dollars ind, hvilket var mere end det nødvendige beløb på 25.000, så det blev besluttet at fortsætte med at samle penge ind til en Spitfire nummer to.

Det fremgår ikke om det udelukkende var canadiske Edmonton, der samlede penge ind eller om engelske Borough of Edmonton også bidrog, men i hvert fald blev den første Spitfire navngivet ”EDMONTON-LONDON-ALBERTA”. Denne maskine var en Spitfire Mk. Vb, serie nummer W3209, var bygget på Supermarines Eastleigh fabrik, udrustet med en Merlin 45M motor og fløj første gang den 13. maj 1941. Denne Spitfire gjorde tjeneste ved række forskellige eskadriller og ser ud til at have mindst én Messerschmitt Bf109F nedskydning og mindst to beskadiget ”på samvittigheden”. I februar 1945 blev den overført til en træningsenhed og det var dermed slut med aktiv eskadrilletjeneste. Den 17. september 1946 var det endelig slut og W3209 blev taget ud af tjeneste og formentlig skrottet ikke længe efter.

Nummer to Spitfire er mere interessant med danske øjne – dette var nemlig RK889, der senere endte som Flyvevåbnets nummer 420. Det tog tilsyneladende noget længere tid at få samlet tilstrækkelig med penge ind til dette fly. Det fremgår ikke hvornår pengene var i hus, men RK889 som fik navnet ”EDMONTON II”, rullede af samlebåndet og fløj første gang omkring starten af oktober 1944 som en Spitfire HF.IXe med Merlin 70 motor. Dette fly fik langt fra den samme glorværdige karriere som sin forgænger, da det ser ud til at RK889 først er kommet i eskadrilletjeneste den 10. maj 1945 (der er i hvert fald ikke nogen oplysninger om dens meriter i den mellemliggende tid), så det er tydeligt at RAF ikke længere på dette tidspunkt har manglet Spitfires så hårdt som tilfældet var i 1940, da Edmonton startede sine indsamlinger. RK889 var så blandt de Spitfires som i 1948 blev overtaget af det danske forsvar, hvor den til gengæld fik en relativt lang tjenestetid og gjorde god fyldest ved uddannelsen af unge danske jagerpiloter. RK889/41-420 blev taget ud af tjeneste i Flyvevåbnet efter et havari i Rønne i oktober 1954, og var dermed blandt de sidste Spitfires i Flyvevåbnet. Så selv om maskinen ikke blev brugt i kamphandlinger under krigen ligesom sin forgænger, så fik den cirka 10 års god tjeneste, hvilket ikke var så mange andre Spitfires forundt.

Spitfire HF.IXe RK889 Edmonton II. Formentlig fotograferet kort efter leveringen fra fabrikken. Normale vingetipper og afrundet sideror.

6. oktober 1944 til 45 Maintenance Unit

10. maj 1945 til 313 Squadron (Czech)

Repareret hos Vickers-Armstrong, Henley

26/10-48       Tildelt Danmark

?                Spitfiregruppen (?)

Ca, 1948/49 omnummereret til 41-420

?                Spitfireskolen

Maj 1951       Eskadrille 725

12/10-51       Eskadrille 722

?                Bevæbning fjernet

20/10-54       Havareret i Rønne lufthavn

Ophugget

Spitfire RK889 efter ankomsten til Danmark. Læg mærke til at vingerne nu har fået de “afklippede” tipper.

Spitfire 420 (“afklippede” vingetipper og rundt sideror) næstforrest i en fin formation sammen med 414, 411 og fire andre.

Spitfire 420 på Værløse 1954. Læg mærke til at maskinen nu også har fået det nyere spidse og lidt bredere sideror. Bemærk også at kanonerne nu er demonteret og afblændede.

Kilder:

Canadian Aviation Historical Society,Northern AlbertaChapter, Newsletter January 2004

Spitfire, the history af Eric B. Morgan og Edward Shacklady

Danske Militærfly af Per Thorup

Egne noter

3 kommentarer (+add yours?)

  1. Mogens Uggerhøj
    maj 02, 2020 @ 18:22:28

    Er meget Int. I de dansk financerede Spitfires ( mit favoritfly)
    Håber på flere oplysninger, piloter etc, hvor de var med, bl.a. Danmarks befrielse!

    Svar

    • Michael B.J.
      maj 04, 2020 @ 21:03:20

      Hej Mogens

      Jeg er desværre ikke så stærk i danske piloter og fly under krigen, men jeg kan stærkt anbefale Mikkel Plannthins website http://www.danishww2pilots.dk/
      Han er virkelig en ekspert i emnet!

      Venlig hilsen
      Michael

      Svar

  2. Øyvind Munch Ellingsen
    dec 18, 2022 @ 09:41:17

    Hei

    420 ble jo først gitt til en barnehage i/ved Rønne. Hvor lenge den sto der vet jeg ikke.

    Svar

Skriv en kommentar