Flyvehistorie

Spitfire

Spitfire HF IXe TA812 under harmonisering af kanoner

I sommeren 1947 modtog Hærens Flyvertropper og Søværnets Flyvetjeneste de første eksemplarer af Supermarine Spitfire, der i løbet af de næste to år blev leveret i ialt 41 eksemplarer. Der blev leveret 38 styk Spitfire HF.mk. IXe jagerfly (HF = High altitude Fighter) og 3 styk Spitfire PR.mk. XI fotorekognosceringsfly (PR = Photo Reconnaissance), og de sidste eksemplarer blev udfaset i efteråret 1955.

Spitfire PR XI på Flyvestation Karup. Man ser tydeligt et af de runde kameravinduer bag ved cockpittet

Den først leverede Spitfire efter krigen var en PR. mk. XI med RAF serienummeret PL794, der blev leveret den 23/8 1947, og de næste fly var tre HF.mk. IXe med RAF numrene TD355, TD356 og PT907, leveret 23/10 1947. De første Spitfires indgik i “Spitfiregruppen”, der midlertidigt var oprettet under Søværnets Flyvevæsen, da Flyvevåbnets oprettelse endnu lå et par år ude i fremtiden. Resten af maskinerne blev leveret lidt ad gangen frem til 10/2 1949, da HF. IXe´erne MK965 og PT888 ankom som de sidste. Spitfire blev anvendt af Marinens 2. Luftflotille og Hærens 4. og 5. Eskadrille samt “Spitfireskolen” som var en fælles Hær- og Marineenhed. Efter Flyvevåbnets oprettelse, blev Eskadrille 722 og 725 oprettet i begyndelsen af 1951, og disse to eskadriller overtog alle resterende luftdygtige Spitfires (22 HF. IXe og de tre PR. XI). Eskadrille 725 blev en jagerskole, der skulle være et mellemtrin for flyveeleverne inden de skulle videre på jetfly. Eskadrille 722, der dengang var en meget blandet enhed, oprettede en fotoflight med de tre PR. XI og fem HF. IXe. Det var Eskadrille 722 der foretog den sidste Spitfire flyvning i Flyvevåbnet den 31. maj 1955. Af de i alt 41 Spitfires er kun en maskine med nr. ”401”bevaret, alle øvrige blev skrottet (det er dog ikke engang den originale 401, men et af Flyvemekanikerskolens fly, MA298, der blot er blevet malet som nr. 401).

Ups, her er Spitfire HF IXe 430 gået på næsen, ikke et helt ualmindeligt uheld. Som regel skete der ikke de store skader på flyet, bortset fra propellen, der ikke havde så godt af at bide i græsset!

De danske Spitfires var ikke alene af to forskellige varianter, men jagerflyene var ikke engang – trods samme betegnelse – ens af udseende. Sideror, vingetipper, udstødningsstudser og cockpittype varierede en del: Der fandtes både fly med det ældre afrundede sideror og fly med det bredere, spidse ror, ligesom der både fandtes fly med normale spidse vingetipper og fly med afskårne tipper. De fleste maskiner havde udstødningsstudser af “fishtail” typen, der var den normale til Merlin 70 motoren, som alle maskinerne var udrustet med, men enkelte fly er set med de runde, rørformede studser, som normalt blev brugt til andre Merlin varianter, blandt andet Merlin 266. De fem maskiner med de højeste serienumre var udstyret med den såkaldte “teardrop” cockpit hood, der blev standard på de sidst producerede Spitfires. Sideror og vingetipper kunne skiftes, ligesom udstødningsstudserne, så alle fly kan i princippet have haft en hvilken som helst kombination af disse ting på forskellige tidspunkter af deres karriere. Det kan i øvrigt undre at man brugte afklippede vingetipper til HF. IXe maskiner, da de netop i kraft af Merlin 70 motoren var optimerede til operationer i stor højde, mens de afklippede vinger var til brug i lav højde! Forklaringen skulle være at med Merlin 70 motoren, fik man også bedre ydelse i lav højde, hvor Flyvevåbnet mest opererede.

I forbindelse med brug som træningsfly, fik flere Spitfires fjernet kanonbevæbningen. Dette kunne ses ved at kanonløbet og fairingen yderst var fjernet og erstattet af en afrundet ”stub”, hvor det havde siddet.

Se næste side, der omhandler flyenes udseende mv.